For de fleste af os er det passende at fejre netop vores fødselsdag og ikke vores fødselsuge eller fødselsmåned. Samme beskedenhed gør sig ikke helt gældende i detailhandelen, hvor den kreative opfindsomhed for at strække fejringen hen over flere ugers tilbudsaviser kan være stor. For herretøjsbutikken Britannia på Strandvejen i Hellerup er uger imidlertid ikke nok. Det er bestemt imponerende med en 100-års fødselsdag og et stort tillykke er absolut på sin plads. Lettere forsinket ganske vist, al den stund at vi skriver 2012. Men festen er åbenbart ikke helt slut endnu. Otte års festligheder!….det får jo Dansk Supermarked og COOP til at ligne lallende fødseldags-amatører.

Vores super søde kunde Just Female har en artikel om Integral Livsstil i JUST MAGAZINE. Tusind tak for den fine omtale

Jeg har i mange år haft fornøjelsen af at ansætte mange talentfulde og søde mennesker. Da jeg var yngre og mindre erfaren forlod jeg mig som regel på min intuition, hvilket sådan set også kan være godt nok, hvis man har sådan én. Imidlertid har jeg begået nogle brølere undervejs, og det er ikke alene skidt for både virksomheden og mit eget omdømme, men også for medarbejderen, som er blevet fejl-castet til jobbet.

For at minimere risikoen for fejlansættelser har jeg udviklet mit eget lille system. Det er ikke særlig akademisk, men til gengæld er det enkelt og effektivt. Jeg kalder det ”3 x K”. Det går ud på, at jeg vurderer ansøgerne på tre parametre, nemlig Kompetence, Kemi og Kontinuitet. Det fungerer således:

K: kompetence

Har kandidaten de kompetencer, jobbet kræver? Dette afsløres som regel allerede i den skriftlige ansøgning eller ved at kontakte de evt. referencer, ansøgeren har angivet. Det er indlysende, at kompetenceniveauet udgør en væsentlig del af den samlede score, altså mere end 33 % af den samlede score.

K: kemi

Kemien skal naturligvis være der. Både i forhold til CO, men også i forhold til de nærmeste kollegaer. Dette afsløres ret hurtigt ved første jobsamtale. Går kandidaten videre til en samtale nummer 2 kan man med fordel lade de nærmeste kommende kollegaer møde ansøgeren og på den måde finde ud af, om personerne klinger sammen. Her er det naturligvis vigtigt at være loyal i forhold til de medarbejdere, der involveres i processen, og man skal have virkelig tungtvejende grunde for at sidde deres evt. argumenterer for ikke at ansætte ansøgeren overhørig. Kemi skal fylde minimum 25 % af den samlede

K: kontinuitet

Dette kan du altid se af CV’et. En moden ansøger må helst ikke have tilbragt mindre, end 2-3 år på hver af de tidligere arbejdspladser, med mindre der har været tale om konkurser eller seriøse prikkerunder. Man skal huske, at virkelig kreative og/eller dynamiske personer også kan have det med at være rastløse sjæle, og man må ikke lade sig forblinde af dynamikken. Det kræver mange ressourcer at integrere en ny medarbejder, både økonomisk og menneskeligt. Det tager tid før en ny medarbejder er sat ind i arbejdsgange og processer. Og det tager ofte mindst lige så lang tid, før en ny medarbejder bliver en del af det sociale fællesskab og den omgangstone, som præger arbejdspladsen. Derfor er det vigtigt, at du kan imødese en årrække sammen med jeres nye kollega. Kontinuitet skal fylde minimum 25 % af den samlede score.

Det var de tre K’er. Jeg håber, at de måske kan hjælpe dig næste gang du er så heldig, at skulle ansætte en ny, pragtfuld medarbejder.

Der er udbrudt krig mellem medieordførerne på Christiansborg og medierne. Striden omhandler sanktionsmuligheder over for medier, som jokker i spinaten og bringer fejlagtige historier. I dag kan sådanne hændelser bringes for Pressenævnet, der er en uafhængig instans, som personer, virksomheder eller andre kan klage til, hvis de føler sig uretmæssigt behandlet i medierne.

Pressenævnet har meget begrænsede muligheder for at sanktionere medierne. Finder nævnet, at et medie har handlet i strid med reglerne for god presseskik, kan mediet pålægges at bringe en rettelse. Det gør mediet, og det er så det. Det vil medieordførerne gerne have lavet om på, og det falder blandt andre Lisbeth Knudsen for brystet: Medieordførere på gal kurs

Hvis politikerne griber ind i denne frivillige selvjustits, hvor går så grænsen for andre indgreb i uafhængige mediers pressefrihed? Helt galt går det for politikerne, der også mener at Pressenævnet, som en slags særdomstol skal kunne idømme bøder. De presseetiske regler, som Nævnet forvalter, er udstukket af medierne selv i et kompromis, som er grundlaget for den nuværende medieansvarslov.

Knudsen er utilfreds. Politikernes kritik kommer som optakt til forhandlinger om omlægning af mediestøtten – en omlægning, der formentlig får meget store konsekvenser for især nyhedsprintmedier, der i dag får en stor del af kagen. Medierne føler helt sikkert, at politikerne blander tingene sammen og ej heller har blik for det potentielle demokratiske problem i at stække mediernes frihed.

Men politikerne er også utilfredse: Medier skal give reel oprejsning til uskyldige

Medierne skal naturligvis have mulighed for at bringe de historier, de vil, men de skal altså også påtage sig et reelt ansvar for, at mennesker, der uretmæssigt bliver hængt ud, efterfølgende bliver renset. Der er behov for, at det ansvar tages mere alvorligt, end det gør i dag, når det drejer sig om alvorlige mediehistorier, der på et usandt grundlag kan smadre menneskers liv eller f.eks. virksomheders omsætning.

Mogens Jensen (S) hentyder her til, at det reelt er gratis for medierne at trække en person igennem sølet, og visse journalister (men langt fra alle!) ser det ligefrem som en blåstempling at have været en tur i nævnet. Skyldig eller ej er ligegyldigt – Pressenævnet er en papirtiger – så journalisten kommer kun i problemer, hvis forurettede kender hans redaktør eller rent faktisk går til domstolene, hvilket dog de færreste orker.

Jeg er enig med Mogens Jensen og de andre medieordførere. Der er brug for en gentænkning af Pressenævnet. På den anden side skal der værnes om pressefriheden – om ikke for enhver pris, så meget tæt på. Når medieordførerne først har varslet reformer, skal der meget til, før de trækker dem (helt) tilbage igen. Så et eller andet kommer der til at ske, og jeg glæder mig til både at følge med i slagsmålet op til og se det endelige resultat.

Om at eje et navn: Vi har alle et navn – mit er Rune. Men jeg ejer det ikke, da der er mange andre Rune’r. Måske er jeg for mange i mit eget netværk den første, der falder folk ind, når de hører navnet ”Rune”. Men for langt de fleste andre i verden, så er navnet ikke koblet op på nogen speciel. Det er egentlig sådan med meget, meget få navne: Elvis, Obama, Osama, Hitler, Jesus og til nød Daisy kunne være bud på navne, som ”ejes” af en enkeltperson.

Sådan er det også i den kommercielle branche med brands og varenavne. Uagtet markedsføringsbudgetter, så er det umådeligt svært at eje et navn. Michael Jackson var måske verdens mest kendte person, og alligevel ejede han ikke ”Michael”. Dette skyldes sikkert, at der er enormt mange andre med samme navn, hvorimod ”Elvis” automatisk kobles op på ”Presley” og ”Osama” på ”Bin Laden”.

I den kommercielle verden af varer og tjenesteydelser er der også enkelte firmaer, der har formået at slå deres eget navn eller et varemærkenavn fast, som det helt naturlige kaldenavn for et produkt. De fleste danskere skriver ”klorin” på indkøbssedlen, hvis de mangler klor til rengøringen, ”Gajol”, hvis de mangler halspastiller eller ”Nutella”, hvis de mangler chokoladesmørepålæg med hasselnødder. Disse tre brands ejer hver især produktnavnet, som er den gængse betegnelse for produktkategorien i al almindelighed. Andre eksempler herpå kunne være Sonys ”Walkman” eller ”Discman” i sin tid, ”Nescafé” om pulverkaffe eller ”Fisherman” om de klassiske fisk-shots. Disse ejerskaber giver med garanti mersalg og gør, at folk indirekte går efter et specifikt produktmærke.

Vi ved, hvad vi vil have – men forhandler de ikke Somersby, Breezers eller Ice på beværtningen, så finder vi os nok i en anden cider, rom- eller vodkadrik. Men hovedsagen er, at vi konsekvent bestiller brandet og ikke produktet. Man skriver rask væk toiletpapir frem for ”Lambi”, men aldrig klorrens frem for “klorin” på indkøbssedlen, og sådan kunne jeg blive ved. Derfor er det en guldgrubbe at eje en produktkategori med et mærkenavn, men det kræver også en massiv markedsføring for at nå målet.